Noget nyt

Det viste sig, at vores fletten fingre (indtil videre) kun var begyndelsen. Jeg holder ham ud i en armslængde, men vi har været sammen alle dage og også sovet sammen flere nætter. Han er sød. Det håber jeg, at han bliver ved med at være. For nu er jeg bare glad for, at han virker til ikke kun at interessere sig i mig for sex.

Reklamer

Når jeg gør livet svært for mig selv

“Det er nemt for mig på papir at sige, at venskab er i orden. Men det er ikke ligefrem sådan jeg opfører mig, når vi er sammen” anerkendte han ligefremt.

I går tilbragte vi størstedelen af dagen med at flette fingre, og bare være tæt på hinanden. To gange kyssede han mig. Første gang på min håndryg, inden han slap den for at klæde om til badetøj. Anden gang på min pande, mens vi lå, side-om-side og så tv. Det var også lige før, at der havde været en tredje gang. Jeg kunne læse det i hans blik, da han var på vej hjem, og jeg kunne mærke lysten hos mig selv.

“[…] Det var også kun et splitsekund, der gjorde, at vi ikke kyssede farvel, hvis jeg læste situationen rigtigt.”

“Nanosekunder, tror jeg.. Lysten havde været der mange gang for mig i dag. Men så er der no way back. Ikke at det er en dårlig ting. Langt fra. Men hvis du ikke var klar, så ville det være en stor bummert.”

Han har ret. Det går hurtigt, og jeg er ikke klar til det. Men samtidig har jeg også bare så svært ved at sige nej, fordi jeg elsker følelsen, når har rører ved mig. Det kræver hver et sandkorn af kontrol, når jeg skal forhindre mig selv i at sige ‘fuck det’, og bare have sex med ham. Vi balancerer på den tyndeste af stålwirer lige her. Efter en lang dag i solen var vi begge blevet ret forbrændte, og vi udnyttede det som en undskyldning for en meget seksuelt-ladet afkøling af hinandens rygge med isklumper. Jeg blev næsten åndeløs af lyst, når jeg kunne mærke smeltevandet løbe af min ryg og ned over mit bryst, og jeg undlod derfor at kigge på ham, sikker i forvisningen om, at min lyst ville afspejles i mit blik og få ham til at give pokker i det hele.

“Måske skal vi holde os til at ses steder, hvor der er andre mennesker, som vi er nødt til at forholde os til for nu?”  var mit foreslag.

“Jeg ved ikke om det hjælper, at der er andre mennesker, men det lyder som en udmærket plan. Og hvis det er, hvad du synes er bedst, så har jeg ikke noget imod det” var hans svar. Jeg undlod at fortælle ham, at bevidstheden om de andre menneskers tilstedeværelse i allerhøjeste grad var for at forhindre mig i at gøre noget, som jeg måske nok ville elske i øjeblikket, men sandsynligvis komme til at fortryde senere, hvis min intuition fik ret.

 

Intuition #3

For et par måneder siden mødte jeg en ivrig fyr – Albie. Han har ikke været glad for at lade mig være i fred i den tid, som er gået siden hen. Efter en lang periode med mange beskeder gik jeg med til at mødes med ham. Under den betingelse, at det ikke var en date. “Uden forventninger” lovede han. Nu har vi set hinanden en lille håndfuld gange, og det er sådan set meget hyggeligt. Han er sjov, god at snakke med og jeg er tiltrukket af ham. Han ligner den lokale af udseende, og det reagerer jeg tydeligt på. Men jeg er også på vagt. Han gør sig umanerligt umage for at fortælle mig, at han er en af “the good guys”. Måske er det en rest af tiloversbleven mistro til mænd, som opstod i kølvandet på afslutningen med O. Men noget siger mig, at han gør sig for umage. Hvis jeg ender med at have sex med ham, så tror jeg, at han hurtigt holder op med at være så enormt opsøgende over for mig, og muligvis bliver mindre “god”. Måske er det min intution, der gør sig gældende. Men ihvertfald forsøger jeg at holde ham ud i strakt arm. Han gør det dog ikke så nemt for mig. Søndag morgen vågnede jeg til følgende besked.

“Helt alene ligger jeg hjemme og ønsker lidt, at du også var her. Jeg har brugt evigheder på en besked uden fejl, men fuck jeg håber bare at du ved, hvor smuk jeg synes du er. Det er til tider hårdt at kigge på dig og tænke ‘venskab’, men det er åndssvagt meget det værd. Jeg ville ønske, at jeg bare var sammen med dig. Jeg vil aldrig presse på, men du må heller ikke glemme, hvor flot jeg synes, at du er.”

Venskab. Ikke dates. Det er det, som jeg har sagt til ham. Men selvom han italesætter, at han accepterer mit valg, så føles det ikke sådan. I går spurgte han ind til mine planer for dagen i dag, i f.h.t. arbejde. Da jeg fortalte, at jeg havde fri fik jeg svaret:

“Så stjæler jeg dig til en picnic med lidt frugt og en god flaske vin.”

Jeg burde nok have sagt nej lige der. Men jeg er åbenbart en sucker for opmærksomhed. I dag har vi været ude sammen. Det blæste helt vildt, men det blev alligevel en succesfuld oplevelse i min bog. Dog blev jeg i den grad udfordret, da naturen kaldte, og jeg for første gang i noget der minder om tyve år måtte squatte i skoven. Han grinede meget af, hvor meget udenfor min comfort zone jeg var. Derefter gik vi hjem til ham, hvor vi lå på hans seng og talte i mange timer. Da tysmørket kom snigende lå jeg mere eller mindre i hans arme, mens vi snakkede sagte og han strøg mig over håret. Det var rart, men da han fortalte mig, at han ikke havde mange veninder, fordi han oftest endte med at have sex med dem, mindede det mig om, at jeg ikke skal rode mig ud i noget, hvor jeg ikke kan bunde.

I stedet for at sove, husker jeg

Det er sommer, og solen skinner det bedste den har lært. I de tidlige morgentimer er jeg pludselig spil-vågen. Adrenalinen pumper igennem min krop. Jeg ved, at jeg har nogle planer, som jeg skal have til at gå op i en højere enhed, før jeg kan vie min tid til det, som jeg allermest ser frem til at bruge dagen op. Mine roomies får et chok, da de ser mig sidde over mine havregryn klokken seks om morgenen. Jeg plejer sjældent at være vågen før efter, at de har spist frokost. Men idag er anderledes. Efter morgenmaden ligger jeg mig på min seng. Jeg skriver til N, at jeg er oppe, så hun kan bare komme, når det passer hende. Så begraver jeg mig i studierne. Hakker mig langsomt igennem kapitler om komplicerede algoritmer, og håber på, at noget af det hænger ved.
Hundene gør udenfor, og jeg åbner døren til N, der som sædvanligt hilser med fuld volume. Hun har træningsbukser og en gammel malingsplettet hoodie på. Og ingen make-up. Det er først der, at det står tydeligt for mig, hvor meget makeup hun normalt må bruge, siden at hendes hud, der ellers fremstår tæt på flawless, nu tydeligt er domineret af nogle få betændte bumser og mørke ujævnheder. Jeg griber min måtte, og vi sætter os i havens græs. Strækker lidt. Taler meget. Nyder solen, mens vinden danser omkring os, og får mig til at fryse lidt. Hundene kommer for at holde os med selskab. Deres lyse pelse, logrerende haler og brune øjne følger vores bevægelser, og indimellem snor de sig ind under eller imellem os, for at sætte sig, hvor det er allermest ubelejlig. Efter et par timer ruller hun sin måtte sammen, og krammer mig på gensyn. Jeg ønsker hende god arbejdslyst, mens jeg mærker indkørslens ru sten under mine bare fødder. Samtidig kan jeg mærke i maven, hvordan spændingen stiger, nu hvor jeg er det tættere på at skulle afsted. Men jeg mangler stadig meget læsning, så min samvittighed tillader mig ikke at fare afsted lige med det samme.
Jeg går ind igen og ligger mig på min seng. Sengetæppets hvide mønster flyder sammen med ligningerne, og jeg glipper træt med øjnene. Tæppet bliver pakket ned omkring mig, som et værn mod træk, men samtidig giver det også søvnen en ufair fordel, fordi dets varme omfavnelse får mig til at falde hen. Lige en halv time på øjet, lover jeg mig selv. Nu er det så pludseligt umuligt at drive væk, men jeg bliver liggende og lytter til musikken, mens jeg slapper af. Så tager jeg mig sammen. Du skal – fortæller jeg mig selv, og tvinger mig til at læse videre, selvom jeg forstår mindre og mindre. Udenfor trækker himlen sig sammen til regn, og snart falder de store våde dråber mod mit vindue. Op ad eftermiddagen skriver han og spørger, om jeg snart har tænkt mig at komme ud til ham. Jeg er ikke færdig med at læse, men ender alligevel med at lægge bøgerne væk. Jeg pakker en taske med lidt ting. Rent undertøj, ørepropper, en deo og min tandbørste, så cykler jeg til toget. “Er du her snart?” skriver han utålmodigt. Jeg må svare ham, at jeg ikke kender ruten, men at jeg pt befinder mig ved en anden station. “Så er du her snart” svarer han.
Da togets døre glider op får jeg hurtigt øje på ham. Han slår armene omkring mig et kort øjeblik, før han fletter sine fingre ind i mine og viser mig vej hjem til ham. Da vi er cirka halvvejs åbner himlen sig igen, og vi bliver hurtigt gennemblødte. Heldigvis er vi snart inde i huset. Det er første gang, at jeg ser det, og jeg kan godt forstå, at han var skeptisk i forhold til at invitere mig hjem. Det er noget gammelt lort, som ingen burde bo i. “Vil du have en rundvisning?” spørger han mig, og udpeger hvert rum og dets funktionalitet. Hans forældres værelse. Hans værksted. Stuen. Køkkenet. Gangen med de bløde plader på gulvet og den afdækkede trappe op til førstesalen. Hans soveværelse med de to senge. Bryggerset og det ramponerede tyrkise badeværelse. Han fortæller mig, hvordan den smadrede dør er hans egen skyld, hvortil jeg hovedrystende sukker, og han går videre til at forklarer mig, hvordan han hellere går i haven end at bruge det uhumske toilet.
Vi går tilbage til stuen, og han trækker mig ind til sig til et kys. “Har du savnet det her?” spørger han mig. Jeg undgår hans spørgsmål, og jeg spørger ham i stedet for, om ikke han har en trøje, som jeg kan låne. Han finder en t-shirt til mig, og jeg kravler ud af mit våde tøj, mens han tænder op i brændeovnen. Så sætter han sig i kontorstolen, og gør tegn til, at jeg skal sætte mig på hans skød. Jeg lystrer, og pludselig er ethvert bevis på, at han er yngre end mig væk. Nu er vi bare mand og kvinde. Han nusser mig med den ene hånd, imens han roder igennem computerens hukommelse og jeg finder mig til rette. Jeg kan mærke stoffet fra hans jeans imod mine bare lår, og er meget bevidst om, at jeg ikke har ret meget tøj på. Snart finder vi en film og re-lokaliserer til sofaen. Han tager t-shirten af, og trækker dynen op over os. Jeg kommenterer på, at det er første gang at vi er sammen i dagslys uden nedrullede gardiner. For første gang bemærker jeg, at hans rare øjne er brune, og det fortæller jeg ham. Han trækker sig lidt tilbage fra mig, og kigger ind i mine grønne et øjeblik.Jeg følger distræt med i filmen, mens jeg hele tiden er super bevidst om hans hud mod min. Kvaliteten er alligevel heller ikke så god, men nu har jeg da set den film også. Bagefter snakker vi, kysser lidt og fletter fingre. Jeg nyder følelsen af sutte blidt på hans bløde underlæbe og kan mærke, hvordan det giver mig lyst. Det er så småt ved at blive mørkt udenfor, og efter lidt baksen rundt på den ukomfortable sofa, foreslår han med et lille grin, at vi flytter os ind i sengen, hvor der er lidt bedre plads.

Det er ved at blive efterår, og det kan mærkes på luftens fugtige favntag, der har fået mig til at gribe min regnjakke, da jeg tager ned på bodegaen. “Han sidder udenfor. Han har kastet op.” fortæller J mig henover poolbordet som det første, da han har krammet både N og mig. Det er første gang, at min relation til den lokale er blevet omtalt i en samtale mellem J og mig. Jeg trækker lidt nonchalant på skulderen, før jeg igen retter min kø mod den hvide kugle og skyder. Jeg vil ikke vedkende mig, at det skulle være mit problem, at den lokale har drukket sig i hegnet. Snart efter kommer også M ind til os og hilser på. J involverer sig i vores poolspil, og insisterer på at sætte et højere regelsæt end det som N og jeg normalt spiller efter. Det er blevet tid til at købe nye drikkevarer, og gå på toilettet. Snart befinder jeg mig alene ved poolbordet, og så kan jeg alligevel ikke lade være. Jeg sætter køen fra mig op ad væggen og går udenfor.
Op ad bygningens facade sidder han på en cafestol med hovedet i hænderne. Jeg går hen til ham, og stryger fingrene igennem hans bløde, halvlange hår, så det bliver trukket væk fra ansigtet. “Hey” siger jeg. Han løfter langsomt hovedet, ser mig og smiler. “M” han lød glad. Han er meget fuld, men langsomt begyndte alkoholens virkning at tage af. Dog ikke før han åbent og uden forbehold har fortalt mig, at han altså bare var nødt til at komme i byen, fordi han vil med mig hjem. Det havde han jo lovet.

Jeg sidder i min sofa. Klokken har passeret 2. Jeg ved ikke hvad der er med den her nat, men den lader mig besøge minder fra det sidste år. De står spillevende foran mig og såvel sanser, som følelser, står krystalklare. Js spidse og insisterende tunge, samt hans blå, blå øje står tydeligt for mig når jeg lukker øjnene. Minder med den lokale er langt mere substantielle fortællinger. Udsigten til Os blonde hår, lyse øjne og veltrimmede krop fylder også i mine tanker. Søvnen undslipper mit greb. Minderne om mændene står i kø, og i stedet for at sove, husker jeg.

Kollegaen

Han er sød, men det er ikke noget jeg vil forfølge. Når han taler om, hvordan han reflekterer over liv, fremtidsdrømme og egne udfordringer kan jeg ikke lade være med at blive fascineret af hans ligefremhed. Men resten af tiden minder han mig mest om min gymnasiekæreste. Hjerte af guld, men yderst simpel. Jeg kan fint snakke med ham, men ikke på det niveau, som jeg ønsker mig. Det niveau, hvor jeg udfordret på min egen udvikling.

Sidste arbejdsdag i sommerbyen

Jeg endte, helt uplanlagt, med at tage i byen med kollegaerne efter den sidste vagt på jobbet i min sommerby. Det blev en meget våd aften for mig, selvom jeg på ingen måde kunne måles med den største brandert iblandt kollegaerne. Det var dog hyggeligt, og dejlig velkendt at tilbringe tid på diskoteket, samt at se solen stå op, mens vi gik i byens gader. Bagefter var det dog knapt så sjovt. Det var først der, at jeg indså, hvor meget jeg i virkeligheden havde drukket. Hvor er jeg glad for, at det endte godt. Jeg kunne være kommet rigtig galt afsted i betragtningen af, at jeg næsten faldt i søvn inden jeg kom i seng. Det var også skræmmende, at det blev efterfulgt af et black out, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg er kommet fra min seng til den sofa hvor jeg vågnede en håndfuld timer senere. Heldigvis var jeg alene. Jeg havde nok været lidt for nem at udnytte, under andre omstændigheder. Det er mange år siden, at jeg sidst har oplevet et black out p.g.a. druk. Den gang resultatet dog, at jeg vågnede i min nu eks-kærestes sovepose, mens han lå på gulvet ved siden af mig, med en jakke over sig og sov. Det var vel at mærke længe inden vi blev kærester (jeg var på daværende tidspunkt i et længerevarende langdistanceforhold med en anden). En rigtig gentleman. Det var han nu altid, min eks-kæreste. Men tilbage til i lørdags, så vågnede jeg også til en massiv omgang tømmermænd søndag. Det er kun tredje gang i mit liv, at jeg vil sige, at jeg har haft virkelig reelt slemme tømmermænd. Det var første gang, at det resulterede i, at jeg måtte af med mit maveindhold, og slet ikke kunne rumme tanken om mad, før langt hen ad aftenen. Jeg var så ramt, at jeg stadig kan fornemme lugten af bræk i mine næsebor.

Derudover er jeg stadig træt, nu hvor dagen er blevet til tirsdag. Lidt kvalm og dehydreret er jeg også. Desværre er jeg så meget b-menneske, at min døgnrytme rykker sig uden meget provokation. Jeg sidder derfor klokken tre om natten og skriver nu. Jeg kan simpelthen ikke sove, efter at have været vågen den hele nat i lørdags.

Måske er det også lidt fordi jeg tænker. Imorgen har jeg en aftale med ham den søde kollega, og jeg er virkelig spændt på hvordan det skal gå. Jeg har lyst til at lære ham at kende, men samtidig kan jeg mærke, at jeg er vildt meget på vagt i f.h.t. mænd, efter det svigt, som jeg oplevede med O. Jeg er ikke helet endnu. Men jeg håber på, at der er en mening bag det hele i livet, også det at kollegaen har valgt netop dette tidspunkt til at bekende sin interesse. Jeg håber, at jeg kan lukke ham ind, hvis han fortjener det. Og jeg håber, at jeg ikke bliver såret igen lige nu.

I forbindelse med det, at der måske er en mening bag det hele, så kan jeg også spekulere på, hvor vildt det er, at livet valgte at placere O lige foran min arbejdsplads i sommerbyen lørdag eftermiddag, netop som jeg gik ud af døren. Han spottede mig og halvløb frem mod mig med lange skridt og fremstrakte arme til et kram, før jeg så ham. Det var først da han kaldte mit navn, at jeg så op og genkendte hans ansigt. Men han vidste selvfølgelig også, at jeg arbejdede der, hvorimod jeg helt havde glemt, at han skulle være i sommerbyen den weekend. Jeg fik et chok. Han fik svar på sine spørgsmål, men jeg var ikke videre snakkesaglig. Bagefter måtte jeg skrive til Krølle, og fortælle om livets forfærdelig ironiske humor, mens min krop reagerede på chokket ved at jeg fik ondt i maven og rystede over det hele. Et tydeligt bevis på at jeg stadig har processer, som jeg skal arbejde igennem, i forhold til mine følelser i kølvandet på afslutningen af vores dysfunktionelle relation. Life is tough, my darling. But so are you.

Boblende fornemmelser

Det er sjovt. Vi har arbejdet sammen siden januar, tror jeg. Og i den tid har vi snakket en hel del sammen, så vi ved hvem hinanden er, men kender alligevel ikke reelt hinanden. Det ser nu ud til at ændre sig, for vi har ihvertfald lavet en aftale om at ses. På den ene side, har jeg mest lyst til at holde mig og mit hjerte langt væk fra mænd, der kan påføre mere smerte. Minderne om det der skete med kollegaen J sidste sommer, får mig ligeledes til at være tøvende. Det bliver mig, der må sige op, hvis vi ender med ikke at kunne arbejde professionelt sammen mere. Men på den anden side, så har jeg virkelig meget lyst til at lære ham at kende, og se hvad det kan blive til. Måske venskab, måske mere, måske ingenting?

Det bliver spændende at møde hinanden udenfor vores normale kontekst. Det bliver første gang at han skal se mig i andet end arbejdstøj, og med løst hår. Jeg ved, at jeg er langt smukkere på den måde, så jeg tvivler på, at han bliver skuffet, når han nu allerede har givet indtryk af at være tiltrukket af mig. Men jeg spekulerer allerede på, hvad jeg skal tage på. Ligeledes spekulerer jeg på, hvordan det skal gå med at holde samtalen kørende, når vi kun har hinanden at forholde os til. Mon det bliver akavet? Jeg håber det ikke. Han virker genert, så jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt det vil være en succes at være det direkte jeg, som ellers kan fascinere mænd. Måske kunne man lægge ud med at afklare, hvad vi allerede ved om hinanden so far?

En ting er sikkert. Det bobler i min mave, og jeg glæder mig til at se ham. 😊

Den lille prins #3

“You are not at all like my rose” he said. “As yet you are nothing. Noone has tamed you, and you have tamed no one. You are like my fox when I first saw him. He was only a fox like a hundred thousand other foxes. But I have made him my friend, and now to me, he is unique in all the world.”

Genopbygning

Jeg talte længe med min australske kammerat sidste nat, hvor jeg blandt andet fortalte ham om sidste kapitel af min historie med O.

“Sounds like time to move on?” var hans kommentar.
Noget faldt på plads i mig, da jeg svarede ham kort og godt. “It is.

Jeg er ikke længere bange for at møde ham rundt næste hjørne. Det er vidst det bedste jeg kan håbe på lige nu. Næste skridt i min proces er at slippe hans svigt. Jeg tror, at det kan blive en længere affære. Det hjælper at minde mig selv om, at hans handlinger eller mangel på samme er en afspejling af ham og hans verdensforståelse. Det er ikke en refleksion af mig. Det hjælper at minde mig selv om, at jeg har mennesker i mit liv, som har valgt og til stadighed vælger mig til, og som står sammen med mig dag-ind og dag-ud på trods af alle mine udfordringer.

Jeg ville ønske, at jeg vidste; How can you mend a broken heart?

Det gik fint. Nu kan jeg se ham i øjnene igen, hvis vi møder hinanden.

Desværre hjælper det ikke på følelsen af at blive svigtet. Af at have fået en kæmpe mavepuster, og af at have et knust hjerte. Alle hans undskyldninger, samt løfter om bod og bedring betyder ikke en døjt, når de først kommer efter, at jeg tvinger ham til at forholde sig til mig. Han snak om “vores forhold”, og om at måtte sige fra, bider ikke på mig. Jeg ved at problemer ikke kun var rooted i ham, men i vores indbyrdes relation, for hvilken jeg også bærer et ansvar. Det ændrer dog ikke på, at han er en kujon. Men i det mindste er han ikke en selvmordstruet kujon, så nu kan jeg være vred uden dårlig samvittighed.