Noget ganske særligt

Jeg husker ikke den første gang jeg mødte dig. Faktisk husker jeg dig knapt nok de første uger, hvor vi arbejdede sammen. Du var hende den stressede pigen med de store armbevægelser, der fór rundt i periferien med høj hævet stemme og så ud som om hele verden var ved at falde ind over dig, før du forsvandt i en sky af cigaretrøg. Selvom vi ikke forbandt os meget til hinanden i den første tid, fik jeg et indtryk af, at du var yderst flakey. Jeg vidste ikke, hvor jeg havde dig, og det gjorde mig usikker på, hvorvidt jeg kunne stole på dig eller om du mon ville forlade mig på ukendt land en sen nat. Det har jeg nok heller ikke gjort mig umage for at skjule, i og med at jeg gentagende gange har bedt dig bekræfte, at du ville blive hængende. C fortalte mig en dag, at du havde fortalt hende, hvor ked af det du blev over, at jeg havde det sådan, men det var ikke desto mindre sådan jeg oplevede dig. At høre C beskrivelse gjorde dog indtryk på mig og efterfølgende var det dog som om, at noget ændrede sig. Måske var det fordi du blev mere opmærksom, måske var det fordi jeg reelt begyndte at lære dig at kende, måske var det fordi du fik din eks-kæreste lidt mere på afstand og fandt ind i en ny form for (ustabil) ligevægt.

I den kommende tid oplevede jeg, at du begyndte at opsøge mig, og jeg opdagede snart, at du var langt den mest interessante person jeg ville løbe på i mit sommereventyr. Jeg kunne mærke, at du gjorde dig umage, og jeg værdsatte det helt enormt. Du lærte mig at nyde nu’et henover poolbordet på et brunt værtshus, mens røgen kradsede i mine lunger, og skabte minder som jeg aldrig glemmer. Vi kolliderede i krise fulde af frustration. Du over din eks-kæreste, jeg over J. Mændene har fyldt meget, men jeg tror aldrig, at vi er oplevet at løbe tør for noget at snakke med hinanden om, fordi ordene bare har flydt. Selvom du er yngre end mig, forstår jeg det knapt nok. Faktisk føles det reelt ofte som om du som minimum har ti års ekstra erfaring at trække på, i forhold til mig. Du bekræftede det min faster havde fortalt mig; at jeg ikke behøvede at være perfekt, eller for den sags skyld gennemtænke alle facetter af hver en beslutning, som jeg ellers havde haft for vane. Det var ok, at jeg bare var lige nu. At jeg mærkede hvad jeg havde lyst til, gik efter det og lod morgendagens problemer være op til mit fremtidige jeg at løse. ”Det er bedre at fortryde noget, som man har gjort, end noget som man ikke har gjort.” Jeg har hørt det mange gange, men det er i høj grad dine hovedkulds forsøg på at lindre i nuet, der har fået mig til at tage det til mig. For selvom du godt vidste, at det ikke var klogt lade din eks-kæreste komme tilbage igen og igen, eller at søge Ps selskab nat efter nat, så viste du mig, at det ingenlunde behøvede at være en katastrofe at udleve det umiddelbare behov, og jeg så hvordan du brugte det til at arbejde dig igennem dine udfordringer.

Du så mit triste ansigt den dag på arbejde og forstod, uden at jeg behøvede at forklare. Da jeg fortalte dig, at jeg havde brug for at gå på druk den aften, nikkede du blot, og sendte mig et sørgmodigt indforstået blik. Det var en lang dag, men du holdt dit løfte selvom du var træt og vi gik i byen. Da vi besluttede os for at tiden var moden til at vi skulle danse, gik vi mod diskoteket, hvor vi rendte ind i Den lokale og to af hans kammerater, som stod udenfor og røg. De hægtede sig straks på os, vi dansede og spillede beerpong, mens jeg flirtede helt uforskammet med dem alle sammen. I al min frustration og sorg havde jeg brug for at blive bekræftet og det blev jeg i den grad, så da vi blev smidt ud, var jeg ikke klar til at skulle hjem. Du så lige igennem mig uden at jeg var klar over det, og undede mig det af et godt hjerte. Jeg var ikke klar over, hvor åbenlyst det var, og det først langt senere, at det gik op for mig, hvor udspekuleret bevidst du havde fået mig til at tage Den lokale med hjem på en upåfaldende måde. Jeg havde aldrig selv initieret noget udover den enkelt nats flirt med ham, hvis ikke det var for dig. Men jeg er dig så taknemlig, for på den måde blev du indirekte grunden til, at mit sårede hjerte begyndte at heles igen.

Kan du huske den nat på kroen, hvor vi ventede på at spille pool, men aldrig nåede så langt? Det nat følte jeg i sandhed, hvordan vi mødtes i frustrationen over, hvor svært det hele var. Vi mødte din tidligere roomie og hendes kolleger, der var utroligt opsøgende overfor os. Kollegaerne var mænd og ældre end os. Det forhindrede dem dog ikke i at lægge an til mere. Jeg gjorde hurtig proces ved at lyve, og fortælle at jeg havde en kæreste, men du måtte derimod kæmpe mere indædt for at slippe fra opmærksomheden. Samtidig med at vi snakkede med dem, havde vi dog i høj grad øje for hinanden. Jeg kunne mærke, hvordan du var med mig, og følte et bånd så stærkt. Det var den nat, hvor jeg virkelig indså, hvor tæt på mig du var kommet i tiden, der var gået siden natten med J. For mig var det var som om hele vores relation faldt i hak, da musikken skiftede til Julia Michaels ‘Issues’ og vi med høj og klar ryst skrålede med, mens vi holdt hinandens hænder og bevarede øjenkontakten i forståelsen af det, som vi havde i hinanden i denne sommer. Lige fortvivlet og fucked over de curve-bolde, som livet havde sendt til os, men sammen om at gribe livet.
“You don’t judge me ‘cause if you did, baby, I would judge you too.
No, you don’t judge me ‘cause if you did, baby, I would judge you too.
‘Cause I got issues but you got ‘em too.
So give ‘em all to me and I’ll give mine to you
Bask in the glory of all our problems
‘Cause we got the kind of love it takes to solve ‘em
Yeah, I got issues and one of them is how bad I need you.”

Da jeg tog fra Sommerbyen var jeg så bekymret for dig. Selvom jeg så en hel person, hvor der før havde været en masse flagrende uro, så jeg også en livslede, som gjorde mig bekymret for dig. Når du fortalte mig, hvordan du ikke kunne se nogen grund til at leve, fordi du ikke syntes, at du havde værdi i dig selv, skar det mig i hjertet og jeg ønskede, at du kunne se den person, som jeg så. At du kunne mærke alt det du gav mig og alle andre omkring dig. Heldigvis tog du mod til dig, og gjorde en indsats for at få det bedre. Du snakkede med de rigtige om det, og tog ansvar for at skabe progression i dit liv, hvilket gjorde mig helt vildt stolt af dig. Vi havde flere nætter, hvor vi vandrede igennem den mørke by med frustration i stemmen og vrede tårer i øjenkrogen, men selve processen i det var den rene terapi for mig. Da du fortalte mig, at jeg kunne regne med dig, var du medvirkende til at jeg fik endnu mere grundlag for at bygge en platform, som jeg kunne rejse mig ved og bruge som støtte i at skabe mit eget liv. Selvom vi ikke snakker sammen hver dag eller hver uge, så ved jeg at du er der. Jeg skal bare lade dig vide, at jeg har brug for dig, og så står du klar med det, som jeg har brug for – om det er en kærlig opsang, omsorgsfuld trøst eller en pakke smøger.

Jeg håber, at hun i dag er blevet tydeligere for dig. Den person, som jeg er universet så helt usandsynligt taknemlig for at have ladet mig møde. Hun er stærk og vild, men også sårbar. Farverig og excentrisk, men rolig. Hun er smuk– både udenpå og indeni. Hun kan være usikker og bundfortvivlet, men samtidig er hun en af de mest intelligente mennesker, som jeg kender. Hun er kunstner i hjertet, og evner at skabe alt ud af intet. Hun er højtråbende, men har altid værdifulde ord på hjertet. Hun er en gammel sjæl, der formulerer sig om kunst, filosofi og følelser, som havde hun hundrede livstider med sig. End ikke de her 15.000 ord kan med rette beskrive, hvor meget hun betyder. Hun er noget ganske særligt. Og har hun fødselsdag i dag. Tillykke med fødselsdagen N!

Reklamer

Træt med træt på

Det går ikke særlig godt med at sove i de her dage. Nogle vil måske mene, at jeg er ved at få noget, der minder om en semi-fornuftig døgnrytme, men jeg hader det lidt. I morges vågnede jeg klokken syv efter en urolig nat, og selvom jeg hårdnakket prøvede på at falde i søvn igen i to timer, så lykkedes det ikke. Jeg er træt. Og jeg er “lille”. Damn, altså..

Lige nu ville jeg ønske, at jeg havde en mand at læne mig op ad lige her. En fyr, som ville lægge armene omkring mig, lade mig hvile mit hoved på hans skulder og finde ro i nærheden. Faktisk havde O halvt om halvt lovet mig, at han ville være her i dag. Det var en kamp at løsrive sig fra hinanden igår aftes. Men fremfor at være her hos mig, har han pakket bilen og er kørt med brødrene hjem til forældrene. Det er fair nok, men jeg er alligevel skuffet. Og træt. Og lille. Og helt klart temmelig ynkelig. Mit sengetæppe dufter af ham. Det giver mig lyst til at lukke øjnene og forestille mig, at han er her. Og det får mig lidt til at foragte mig selv.

Jeg frygter, at den måde, som vi kommer til at ses på fremover bliver en svær balancegang. På den ene side, så craver jeg nærhed mere eller mindre konstant, og vil være ærgerlig over at gå glip af en god mulighed. På den anden side, så har jeg ikke lyst til altid at stå til rådighed for ham. Hvis han ender med at komme og gå efter hans eget forgodtbefindende, er det ikke usandsynligt, at jeg vil kunne ende med at føle mig en anelse udnyttet. Det er svært fordi han er meget opsøgende, men samtidig føler jeg på sin vis, at han lægger afstand til mig. I går skrev han min flytning i sin kalender, og lovede at hjælpe med at slæbe alt mit jordiske gods op på tredje sal. Det lød som om, at han mente det seriøst. Han talte også om, at han gerne ville møde min bedste veninde, og få endnu en chance for at hilse på Krølle. Måske skal jeg være obs på, hvor ofte han kommer til at love noget, for derefter at gå fra løftet. For er det ikke netop det, der definerer en fuckboy? Jeg håber ikke, at han er en. Men jeg er nødt til at passe på mig selv.

Nu ses vi ikke i dag. Når han kommer hjem igen til/i weekenden, er jeg ikke hjemme. Jeg er spændt på, hvornår vi kommer til at ses igen. Hvem der tager initiativ og under hvilke omstændigheder. Jeg håber, at han er den gode fyr, som han gerne vil give mig indtryk af, at han er. Han har alle de rigtige værdier på plads og siger de rigtige ting. Hvis omstændighederne var anderledes, vi var forelskede og jeg var klar til børn, så kunne jeg næsten godt forestille mig at min bedste veninde ville få ret i, at vi kunne have potentiale til villa, volvo og vovhund sammen.

Men nu, tror jeg, at jeg skal efterstræbe at glemme ham for de næste dage. Der venter lidt af hvert, herunder en forsinket julefrokost, et gensyn med eks-kæresten og en tur til min sommerby i arbejds-(og jobsamtale!)medøje. Jeg tror dog, at jeg bliver hjemme i aften. Selvom jeg et eller andet sted godt gad at se nogle mennesker, så er jeg bare helt og aldeles flad. Forhåbentligt kommer jeg igennem aftenen og natten uden at gå helt fra snøvsen. Jeg kan dog godt mærke, at mine følelser fucker lidt med mig. Jeg har så meget lyst til at køre ind, og hente en liter is til at trøste mig på. Emotionel eater in the house.

Udligning

Ovenpå natten med O i sidste uge har jeg været en hel emotionel rutchebane igennem. Fuld af forvirring og tankemylder. Med et ønske om at se ham, at være mere sammen med ham og at lære ham at kende, men samtidig med en bekymring om, hvorvidt risikoen for endnu en konfrontation var det værd. Når min bedste veninde har spurgt mig, hvad jeg ønskede for en relation til ham, har jeg sagt, at jeg ikke helt vidste det, at jeg havde brug for at vide, hvilken slags relation han ønskede at have til mig.

Mens han var her onsdag formiddag tog jeg initiativ til, at vi skulle ses igen. Jeg inviterede mig selv med ud på grønsværen i denne uge til endnu et spil disc-golf og en ny chance for at afprøve mit stærkt udfordrede boldøje. Dagen i dag, blev så dagen. Vi arbejdede os igennem banen, hul efter hul, og takket værd et gavmildt handicap fra hans side, endte jeg faktisk med at vinde spillet.

Mens vi gik talte vi om alverdens ligegyldigheder. Når han fik chancen søgte han kontakt med mig. Klappede mig på ryggen, rørte ved min arm, men jeg undlod at reagere på det og nøjedes med at bemærke det for mig selv. Efterfølgende kørte han mig hjem. Han var næsten igennem hele parkeringspladsen og klar til at sætte mig af, da jeg spurgte ham, om han ville med ind til en kop kaffe. Med et smil på læben takkede han ja, og parkerede bilen i den sidste parkerings-bås.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Stemningen var akavet, og jeg satte derfor noget musik på, for at lette det hele lidt. Det var en god beslutning. De stille øjeblikke var nu knap så stille. Efter noget tid bemærkede jeg, at han snøftede lidt og spurgte ind til, hvorvidt han var forkølet. Da han bekræftede, bad jeg ham om at smide strømperne og lade mig udsætte ham for lidt udrensende zoneterapi. I lang tid sad jeg med hans fødder i mit skød, mens jeg omsorgsfuld arbejdede dem igennem. Vi snakkede stadigvæk, men nu blev det en anelse mere ærligt. Han fortalte mig, at det føltes rart, men at det umuligt kunne være en særlig rar oplevelse fra min side. Jeg fortalte ham, at jeg bare godt kan lide at være tæt på ham, mens jeg observerede hans ansigt, og så en lille bekymret panderynke.

Da jeg var færdig med hans fødder, lagde jeg mig ned ved siden af ham for at strække ryggen ud. “Jeg kunne godt tage en morfar” fortalte han mig. “Så gør det” svarede jeg ham og tilføjede; “men så vil jeg ligge her” og lagde mig ind i hans skulderkrog med næsen mod hans bryst. Han reagerede ved at lægge begge arme om mig, og udforske min ryg med sine fingre. I lang til lå vi sådan, mens jeg kæmpede med at tage mod til mig. Langt om længe lykkedes det, da jeg fik spurgt ham “Er det kun mig, som synes at det er svært for os at snakke sammen?” Han forstod ikke mit spørgsmål, og bad mig uddybe. Jeg fortalte ham, hvordan jeg har haft hundrede tanker, som jeg gerne vil fortælle ham om, men at jeg var bange for at åbne op, fordi jeg frygtede en aggressiv reaktion fra hans side. “Det behøver du ikke at være bange for” fortalte han mig. “Bare fortæl.” Og det gjorde jeg så. Jeg fortalte ham igen, hvordan det føles så rart at være sammen med ham, men inkluderede denne gang min dårlige samvittighed ved ikke for længe siden at have fortalt ham, at jeg ikke så os have en fremtid sammen. Jeg undskyldte for at have ført ham bag lyset, og forklarede, at mit ønske om at kende ham, var så stærkt, at jeg ikke havde kunnet få mig selv til at spolere den chance, som jeg så. “Er du vred over det?” spurgte jeg ham. “Nej, slet ikke” var hans svar. “Det er jo et kæmpe kompliment”. Han fortalte mig til gengæld om den dobbelte frustration, der havde ført til vores sammenstød måneden inden. Om hvordan han så brændende ønskede sig at forelske sig i den rigtige kvinde, og hvordan frygten for at jeg ville falde for ham og lede ham ind i endnu et forhold, hvor den anden elskede ham mere end han elskede hende havde skubbet ham ud i konflikten. Jeg så vores hele dag sammen som et startskud til at lære hinanden at kende. Han havde derimod et ønske om, at det var her, at alt skulle falde perfekt i hak, og frustrationen ledte ham derfor til at gøre udfald mod mig. “Som jeg også har fortalt dig, kan jeg ikke forestille mig at være kæreste med en person, som jeg ikke er forelsket i. Og jeg regner ikke med at jeg forelsker mig igen foreløbigt. Men jeg vil gerne blive ved med at se dig alligevel” fortalte jeg ham. “Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg har så travlt” var hans svar. “Jeg har jo masser af tid”. Vi snakkede frem og tilbage om løst og fast, om skæbne og det frie valg, før han sagde til mig; “Så vi tager det bare stille og roligt?” og jeg gav ham ret. “Jeg har gang i mange ting lige nu, og mit liv er godt. Hvis jeg kan få lov til at putte med dig indimellem, så har jeg alt, hvad jeg kan ønske mig” fortalte jeg ham. “Det skal du nok få lov til” lovede han mig.

Han vil mig

Selvom det er rigtig svært at stå, hvor jeg står lige nu med O, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at selvom det var dumt, det vi gjorde den anden nat, så vandt jeg også noget på det. Udover at han, som jeg også har takket ham for, gjorde en hård nat til en dejlig morgen, så ved jeg også mere om vores relation nu. Jeg har fået en helt ny forståelse for ham. Tidligere har jeg kun set hans målstyrede adfærd og frygtet at blive et instrument i hans opnåelse af ønskede mål uden højde for min person. Nu ved jeg at han holder af, og vil mig, på et helt andet plan, end jeg anede.

Modstridende tanker

I går var jeg helt høj på nærheden. I dag bøder jeg for det. Jeg er usikker. Venskab. Det var højest sandsynligt ikke den bedste måde, at vi fik indledt det på. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på hans bemærkning i den tidlige morgen, efter sex og inden søvnen sneg sig ind; “Det var barnligt det, som lige skete”. Nu er jeg bekymret for, hvad der kommer næste gang. Var det en engangsforeteelse? Vi nød det tydeligvis begge to rigtig meget. Men han greb min hånd, da jeg fulgte ham til bussen. Kyssede mig farvel. Så sent som i aftes sendte han mig en besked med en kysse-smiley. Hvad er det, mon vi har gang i? Nu har vi fået endnu mere, som vi skal rydde ud i og det er bare så pokkers svært for mig at tale med ham, fordi jeg er så sårbar overfor hans afvisning, bange for, at han ikke vil lytte og at han misforstår mine intentioner. Så jeg skriver en intetsigende besked til ham bare for at etablere en kontakt. Jeg snakker ikke med ham om det, der rigtig betyder noget. Jeg er bange for, at det vil glide af på hans facade og det får mig bare til at føle mig endnu mere ensom, og somewhat afvist. Han svarer min besked og jeg sender endnu en tilbage. Når jeg ser, at han læser, men ikke besvarer den i samme ombæring,  bliver jeg ramt. Selvom han fortæller mig, at han stadigvæk er fuldstændig kvæstet ovenpå den forudgående dag og nat, så kan jeg ikke lade være med at attributere det til mig selv. Måske er det her, at jeg skulle blive bedre til at huske Krølles påmindelse: 80/20. Der er 80% sandsynlighed for, at det ikke handler om mig. O har været meget, meget opsøgende overfor mig siden i søndags, så hvorfor skulle han nu lige pludselig føle behov for at trække følehornene sig? Jeg kan ikke lade være med at spekulerer, midt i påmindelsen om, hvor meget han minder om den måde, som jeg var på inden min krise, om han har lige så mange modstridende tanker i hovedet, som jeg har i de her dage. Om han overtænker det hele, lige som jeg gør. Om han ærgrer sig over at det skete, samtidig med at han glæder sig over det. Det er svært. Vi bør tale sammen. Men jeg ved ikke, om vi kan.

Valentins dag

I går var jeg ked af det. Tankerne fyldte meget i mit hoved, og mandagens nyhed, om at endnu to af mine familiemedlemmer har fået kræft overvældede mig helt enormt. Jeg forsøgte at holde mig samlet ved rulle mig sammen i fosterstilling og kramme min bamse ind til mig, mens jeg så lidt serie og gik fra og til min tøjvask. Da klokken nærmede sig 22 blev det dog for meget og jeg rakte ud efter et par veninder, hvoraf den ene gav mig lidt trøstede ord med på vejen. Det var dog ikke nok til at løfte mit humør, så snart fandt jeg mig selv grædende og opfyldt af modløshed. “Det er lige før, at hvis O skriver igen i aften, så kunne jeg godt overveje at spørge ham, om han ikke godt vil komme og kramme mig, selvom jeg ved at det er mega, mega dumt.” Fortalte jeg hende. De trøstende ord bed ikke på mig, så da jeg lagde mig under dynen med en varmepude og håbede på at lukke dagen ude, lykkedes det ikke. Jeg lå længe og tænkte frem og tilbage. Min økonomi er mildest talt lige til at lukke op og skide i, i øjeblikket, så jeg begyndte at overveje, om jeg mon havde noget, som jeg kunne sælge. Da jeg aldrig tidligere har prøvet det, besluttede jeg mig for at jeg var nødt til at spørge google til råds i f.h.t. salg af tøj og satte min telefon af flytilstand. Der gik ikke mange minutter, før der poppede en besked op fra O, der ville høre, om jeg var i byen. Jeg fortalte ham, at det ikke var tilfældet, men at jeg ikke kunne sove, fordi jeg var ked af det. “Klarer du den?” spurgte han. Jeg fortalte ham, at selvfølgelig klarer jeg den, men at jeg rigtig godt kunne bruge en, der ville holde om mig og nusse mig på håret. “Jeg kunne godt finde på at tage en taxi ud til dig” tilbød han og jeg tog imod.

Det var rart at se ham, og jeg kunne mærke hvordan jeg var på kanten til at græde igen, da han trak mig helt tæt ind til sig og bare holdt mig fast. Sådan stod vi i en rum tid, før jeg greb hans hånd og trak ham med op i min lejlighed. Han bemærkede at jeg frøs, og trak mig endnu engang ind til sig endnu inden, at han havde nået at få jakken af. Jeg kunne mærke hans jakkes ru materiale mod min kind, og lugten af røg og øl, som hang i stoffet var ganske velkendt. Armene omkring mig betød mere, end de nogensinde havde gjort før.

Vi satte os på min seng med ryggene lænet op ad væggen og dynen over vores ben. Jeg sat med hovedet mod hans skulder og han med armene omkring mig, mens vi snakkede. Uden at han sagde noget, der fortalte det lige ud, kunne jeg tydeligt mærke, at han gerne ville have mig, da hans hænder vandrede henover min krop. Vi lagde os ned under dynen, han som store ske til min lille, og han begyndte at kysse mig på ryggen, i nakken, på halsen. Han tog trøjen af og trak op i min, så vi kom til at ligge hud mod hud, mens han kørte en hånd om på min mave. Jeg kunne mærke hvordan han søgte efter mine bryster, men jeg holdt armene så tæt ind til mig, at han ikke kunne komme til dem. På et tidspunkt vendte jeg mig dog om mod ham. Jeg søgte ind til hans bryst og mærkede hvordan de små lyse hår kradsede imod mit ansigt. Han kyssede min pande og trak mig endnu tættere ind til sig. Jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at følge hans initiativ, så jeg stoppede ham og kiggede ham i øjnene. “Hvor fuld er du lige nu? Kommer du til at fortryde det her i morgen?” spurgte jeg ham. “Nej, det tror jeg ikke” svarede han.

Det var ikke mange timer vi fik sovet denne nat heller. Men det var en kæmpe trøst at ligge ved hans side med hans arme om mig og hans fingre tæt sammenflettet med mine. Jeg frygtede dog, at morgenen ville bringe ham en ædruelighed med fortrydelse og havde derfor svært ved at give helt slip, selvom jeg mindede mig selv om at gøre mit bedste for at nyde øjeblikket. Da han vågnede var han dog stadig omsorgsfuld og kærlig overfor mig. I tre-fire timer lå vi tæt sammenslyngede og nød hinanden. Efter endnu en omgang sex lå vi i ske med mig som store ske, og jeg tænkte, at nu var jeg snart nødt til at snakke med ham, hvis det skulle ske. Jeg rømmede mig adskillige gange, før jeg tog mig sammen. “Vi blev meget hurtigt intimt tætte” fortalte jeg ham. “Har du nogensinde overvejet, at vi ikke reelt kender hinanden?” spurgte jeg ham og han fortalte, at det også havde været en tanke, som han havde haft. “Efter de sidste par dage, tror jeg på dig, når du fortæller mig, at du gerne vil være min ven” tilføjede jeg. “Det vil jeg også gerne” svarede han. “Du er helt unik. Jeg har aldrig mødt nogen, som jeg kan have sådan nogle samtaler med, som jeg har med dig” fortsatte han. “Jeg vil også gerne være din ven” fortalte jeg ham. “Men jeg har brug for at du forstår, at den måde du håndterede tingene på den nat, ikke er ok. Jeg finder mig ikke i, at du gør det igen.” Han indrømmede, at han godt vidste, at hans håndtering ikke havde været iorden. “Jeg gør det ikke igen. Deal?” lovede han.

Venner?

Søndag aften, mens jeg video-chattede med min bedste veninde, poppede der en notifikation op på min skærm. Jeg havde modtaget en besked fra O. Endnu en gang takkede han mig for at have opsøgt ham torsdag aften, så vi kunne få snakket tingene lidt igennem. Jeg svarede ham pænt, men uden yderligere indladen, hvorfor jeg blev meget overrasket, da han besvarede min besked med endnu en besked, der blandt andet indholdt spørgsmål til hvad jeg fordrev min aften med. I de følgende timer skrev vi frem og tilbage med diverse small-talk og det fortsatte den følgende dag. Jeg tænker, at han ved denne kontaktsøgen bekræfter, at han reelt gerne vil et venskab med mig. Så nu må jeg jo så til at vurdere, hvorvidt jeg vil være venner med ham, og hvad det i så fald vil kræve. Hvis han skriver igen i aften, så tænker jeg, at jeg muligvis vil udsende en opfordring til at vi laver et eller andet sammen en snarlig dag. Jeg tror, at jeg er nødt til at finde ud af, hvilken slags relation han ønsker at have til mig og den bedste måde vil nok være at spørge ham lige ud. Hvis han ønsker at have en tæt relation, hvor vi reelt omgås hinanden bevidst og planlagt i hverdagen, så har jeg brug for at snakke med ham om, det der skete den nat. Hvis han vil være min ven, så skal han forstå, at det ikke er ok at angribe mig på den måde og jeg har brug for, at han forstår, at jeg ikke kan acceptere den form for kommunikation.

Jeg tror

Jeg tror på billeder malet på luften, og sange som ingen synger. Jeg tror på fortvivlelsens ulidelige skønhed og kærlighedens renhjertede ønske. Jeg tror på, at et liv i balance forudsætter, at man falder og slår sig, for så at rejse sig igen. Jeg tror på, at livet er svært, kompliceret, hjerteknusende og helt igennem fantastisk.

Genfortalt

Og så var det, at jeg efter at have genfortalt aftenens forløb med O for N, lige pludselig kunne mærke, at nej. Jeg vil faktisk ikke være din ven, som det er nu. Du er en røv med den måde, som du har behandlet mig på, og det kræver som minimum en undskyldning.