Penge

Hvis jeg siger mit job op nu, og lever af slutlån resten af min studietid, så vil det ækvivalere sig til, at jeg, når jeg har afleveret mit speciale, skylder SU-styrelsen cirka 85.000kr. Fortsætter jeg mit job, hedder det måske kun 75.000kr, men til gengæld kommer jeg så til at arbejde fast hver anden weekend, og komprimere mit liv i de andre weekender. Jeg trænger så meget til ro, at titusind kroner føles som småpenge. Tænker, at det er bedre at sige jobbet op, end at knække over det. Men jeg oplever det som et nederlag, og at folk ser ned på mig, hvis jeg indrømmer at jeg ingen indkomst vil have i flere måneder.

Hader at have dårlig økonomi. Men har faktisk aldrig oplevet at have god økonomi. Det er dog ikke nødvendigvis, fordi jeg er dårlig til at prioritere mine penge. Jeg har ikke bare lånt, for at låne, og har heller ikke været på ferie for pengene. Jeg har bare læst i ualmindeligt mange år. Det sidste års tid, endda uden at få SU. At skylde 85.000kr væk efter 7 år på universitetet. Det kunne være meget værre. Men det føles bare helt uoverskueligt for mig.

Reklamer

En tidlig fredag morgen

En lang samtale med min bedste veninde, og flere nætters refleksion, er jeg måske blevet klogere.  Jeg er bange for at blive såret, eller at såre ved at lukke Albie ind i mit hjerte. Bare se hvor ondt det gjorde, da O svigtede. Jeg ved godt, at det er et dårligt argument, fordi jeg heller ikke giver ham mulighed for at vise mig, at han er et bedre menneske, hvis jeg ikke lukker ham ind. Så jeg forsøger at gøre en indsats. Arbejder for at åbne mit hjerte, og at hvile i os. Jeg betragter ham, og nyder det jeg ser. Tænker på ham og smiler.

Da jeg gik i seng i aftes havde jeg fortalt ham, at jeg var ked af det. Til min overraskelse blev jeg vækket klokken 4.30 i morges af, at det bankede på døren. “Jeg var næsten hjemme, men så kom jeg til at tænke på, at du havde brug for et kram”.

Usikre følelser

Jeg døjer enormt meget med usikkerhed ift min relation til Albie i de her dage. Jeg har SÅ svært ved at finde ud af, hvad mine følelser betyder. Han er helt igennem skøn. Han vil mig virkelig meget, og er i de seneste uger også begyndt at sige til mig, at han elsker mig. Når jeg har det svært, så bliver jeg bekymret for om det skyldes, at jeg ikke er i stand til at gengælde hans ord (endnu), eller om det er hele perspektivet bagved, som skræmmer mig. Om det er commitment issues, der får mig til at trække mig ind i mig selv, når jeg tænker over det. Jeg elsker at være sammen med ham, når vi fjoller rundt, hygger og er sammen sammen. Men når mine tanker stikker af, får jeg det dårligt inde i mig selv. Det føles som om jeg er fastlåst. På samme ubehagelige måde som med eks-kæresten. Og det giver mig en lyst til at flagre mig fri og løbe væk, skønt jeg ved, at det i stort omfang er ham, som er årsagen til, at jeg generelt trives så meget desto mere i mit liv i disse dage.

Tak hvor det er fortjent

I min gymnasietid var jeg kæreste med en australier, som jeg havde mødt igennem udveksling. Det betød. at vi i en årrække udelukkende var sammen, når han besøgte mig i sin sommerferie (december-januar) eller jeg besøgte ham i min (juli-august), men vi Skypede flittigt hver resterende dag af året. Efter at jeg blev student flyttede jeg til Australien for at bo sammen med ham, men derfra gik tingene ret hurtigt i opløsning, og jeg så mig aldrig tilbage, da jeg kom hjem. Jeg har dog tænkt meget på hans mor igennem årene, fordi hun var en inspirationskilde for mig. Hun havde ikke et nemt liv, eller ret mange ressourcer at gøre med, men hun var et fantastisk menneske, der behandlede mig som en datter fra min første dag. Det har jeg gerne ville takke hende for, og særligt i de seneste par år, er det kommet helt nært, så i år sendte jeg faktisk et julekort afsted til hende med min taknemlighed nedskrevet sammen med ønsket om en lykkelig jul og et fantastisk nytår. Til min store glæde vågnede jeg idag til en facebook besked fra hende.

Til- og fravalg

Jeg dumpede tilfældigvis ind i en diskussion, der omhandlede bevidst fravalg af det at få børn den anden dag. Som det ofte er tilfældet er der nogle mennesker, som ikke forstår, at andre kan finde på at gøre dette bevidste fravalg. De er derimod sikre på, at det er et udslag af umodenhed, og at det vil ændre sig med alderen.

Pt ved jeg ikke om jeg vil have barn/børn i det hele taget. Jeg vil ikke lige nu, men måske kommer det – det kan ikke udelukkes. Det er dog vigtigt for mig, at jeg ikke får børn for andres skyld end min egen. At få børn er et egoistisk valg, men det betyder jo ikke, at der ikke er forskellige aspekter i det at tage beslutningen.

Det sjove i diskussionen var hvordan enkelte deltagere argumenterede for, at man skal have børn for ikke at blive ensomme og alene på sine gamle dage.  At man skal få børn fordi deres blotte eksistens forpligter dem til at lindre de svære følelser.  I min virkelighed holder det argument ikke vand. Slet ikke i det danske samfund idag. Flere og flere mennesker fravælger deres forældre og andre familiemedlemmer. Noget der dog særligt fik mig til at stoppe op, og som jeg ofte vender tilbage til i mine tanker, er en skarp kommentar, der fremhævede forælderskab i denne kontekst som værende højdemålet af egoisme, i og med at det udelukkende vil være et forsøg på at sende aben videre i forbindelse med menneskets eksistentielle ensomhed.

Jul igen

Vildt at det allerede er jul igen. Jeg husker det, som var det igår, at O satte mig af foran stationen, da jeg skulle hjem til jul. Jeg kan huske, at vi snakkede om fysiologi og muskeltyper, da vi kørte op foran arkaden, og at jeg skrev med Krølle, mens jeg ventede på mit tog.

Nu er det jul igen. Imorgen kører jeg Albie hjem til hans forældre, og derefter kører jeg selv hjem for at fejre jul med mine forældre og min bror. Juleaften sidste år var mega hyggelig, jeg håber at I år bliver lige så god. Frygter lidt første juledag hos mine forældre uden planer. Det fungerer bare ikke ret godt for mig at have min mor ‘i mit hår’ i de her dage, så jeg må finde en eller anden ufarlig aktivitet, som jeg kan begrave mig i.

Anden juledag foregår traditionen tro sammen med min fars famlie med mad og alkohol i store mængder. Pakkespil og slik. Jeg elsker de her mennesker. 🙂 Når jeg kommer hjem til mig selv igen håber jeg på, at Albie har tid til mig.

Jeg har det lidt mystisk med, at jeg så hurtigt kommer til at savne ham, når vi er fra hinanden. Det er nok mine sædvanlige commitment-issues, der er på spil, når jeg har svært ved at rumme det. Til forskel fra mig lader det dog ikke til at han har samme problem. Han har netop bedt mig om at møde hans forældre. Det er med hans egne ord henved 10 år siden, at han sidst har haft en kæreste med hjemme hos dem. Det glæder mig, at han er så tryg ved mig. Da vi mødtes i byen den anden nat efter at have været til hver vores fest kiggede han mig også dybt i øjnene, og fortalte mig, at det er længe siden, at han har haft det så godt med og været så tryg ved at gå ind på et værtshus, som han har det, når han ved at jeg venter derinde.

Jeg er efterhånden også et sted, hvor jeg gerne vil introducere ham for min familie ved lejlighed. Jeg frygter det ikke p.g.a. det akavede i at det er første gang, men derimod fordi min mor er en svær størrelse at arbejde med, mens min far er brysk og stille. Hvor Albie fortæller mig, at han gerne vil have at jeg skal møde hans søster sidst for at genere hende, så tænker jeg, at det er mest optimalt, hvis han møder mine forældre og min bror samtidig. Min bror er nemlig helt fantastisk god til at tale med alt og alle. Det er Albie nu også, men han siger samtidig så mange dumme ting, at han nemt kunne komme til at træde min mor over tæerne. Han har allerede så meget imod sig, fordi min mor stadig holder en grudge mod alle fremtidige kærester, fordi min eks-kæreste valgte, at han ikke ville bevare forbindelsen til hende, da jeg gik fra ham. Jah, hun er som nævnt ikke helt nem.

Apropos eks-kæresten, så har jeg super meget lyst til at sende ham en jule-, nytårs-, samt fødselsdagshilsen, og ønske ham tillykke med hans nye datter. Ved ikke helt, hvad jeg gør. Jeg vil ikke skabe problemer for ham, men ift. hvor ofte han er i mine tanker, så synes jeg, at det er svært, at han kun skal være datid i mit liv. Vi var jo trods alt venner i rigtig mange år, inden vi blev kærester.

Vores anden date

Den anden dag gik jeg over broen, og kom til at tænke på den aften. Der var meget, som ikke fungerede imellem os, men du er uden tvivl alligevel den jeg forbinder mest med gode dates. Vi havde nogle stykker, mens alt var nyt og fremmed. Og den aften var en af dem.

Det var mørkt udenfor, selvom det kun var sidst på eftermiddagen. Da jeg kom ned ad trappen hørte jeg din stemme, som endnu var næsten ukendt for mig, kalde mit navn. Jeg drejede mit ansigt mod lyden og så dit forpjuskede lyse hår, da du kom mig i møde. Det irriterer mig, at jeg stadig kan kigge efter dig netop der, fra tid til anden.

Vi fulgtes ned i byen, og fandt et bord på en restaurant, hvor vi satte os overfor hinanden. Munden stod ikke stille på nogen af os, mens vi spiste, og vi observerede  hinanden flittigt. Det brede smil, der blev akkompagneret af et lidt paf udtryk i dine øjne hænger stadig fat i min hukommelse. Du følte dig heldig, over at have mødt en som mig, det er jeg stadig ikke i tvivl om. Smilet blev kun endnu bredere, da det gik op for dig, at jeg havde betalt vores regning, uden at du havde lagt mærke til det, og uden at give dig en chance for at tilbyde.

Efter maden blev vi enige om at gå en tur. Det var isnende koldt udenfor. Langt koldere end på samme tid i år. Men vi var ikke klar til at sige farvel endnu, så vi gik langs vandet. Først den ene vej, og så den anden. På afstand så vi broens lys, og vi undrede os over dets konstruktion, mens vi observerede genskæret i vandet. Man kunne høre broen gi’ sig under vores vægt, da vi krydsede henover den, stadigt snakkende og med store smil til hinanden. Jeg husker, at vi kom til at tale om vores eks-kærester, og at du bemærkede, at det da vidst ikke var tilladt på dates. Jeg bed mærke i din italesættelse af vores tur som en date i relation til parforhold, selvom jeg allerede var rimelig overbevist om, at vi ikke skulle være et par, men nød alligevel at gå der samme med og observere dig.

På den anden side var der næsten mørkt, og vi måtte passe på, hvor vi satte vores fødder. Jorden var våd, sumpet og glat. Vi gik over endnu en bro. Denne var af træ, og fedtet i vintervejret, så vi gik forsigtigt. Vel ovre på den anden side så vi, at der ikke var nogen steder at gå hen, og vendte derfor tilbage til broen. Her stod vi lænet op ad rækværket ved siden af hinanden, og så byens lys spille i vandet foran os, mens vi snakkede. Det gik op for mig, at jeg havde lyst til, at du skulle gribe min hånd hånd, men det skete ikke, selvom vi stod der i lang tid. Til sidst blev det dog så koldt, at vi vendte rundt og gik tilbage til byen igen. Du gav mig et kram, da min bus kom, og skrev kort efter. “Jeg havde lyst til at spørge dig, om ikke vi skulle gå en tur mere, da vi nåede bussen.

I dag har jeg fjernet blokeringen igen. Spørg mig ikke hvorfor.

Et samspil med den rigtige

Det eneste jeg ønsker mig er min første kæreste.. så skide være med gave de næste 20 år” var det frustrede udbrud, som mødte mig på Jodel den anden dag.

Jeg kunne ikke lade være med at kommentere, i forsøget på at nuancere afsenderens forståelse: “Kærester er overrated. Det er bedre at være single, end at være sammen med den forkerte.

Det kan du sagtens sige! Har aldrig prøvet det…” lød det sure modsvar.

Prøv at forestille dig, at du har en anden person med i alt, som du skal tage hensyn til. Hvis du finder en, som behandler dig rigtigt, så er det ikke noget problem. Men ellers er det bare den største belastning og den vildeste ensomhed.

Den helt unge jodler købte ikke mit eller andre argumenter, men svarede:
Jeg er klar til kampen.. Har ikke oplevet par have så store problemer, som i får det til at lyde

Jeg kunne ikke lade være med at ryste lidt på hovedet af den udmelding. I min verden var jeg slet ikke ude i at beskrive et potentielt parforholdsproblem, men udelukkende at fortælle, at det at have en kæreste ikke behøver nødvendigvis at være nemt. “Der er også rigtig meget godt, når man finder de rigtige. Men min pointe er netop, at det skal være rigtigt og ikke bare hvem-som-helst, hvis det skal tilføre dit liv værdi på længere sigt.”

Parforhold er ikke nemt. Det kan være noget af det allermest givende i verden, men det kan også være med til at bryde dig ned i bitte-små stykker og ødelægge dig indeni. Det er en svær balancegang. Når man har været der nogle gange, hvor andre har fået lov til at komme tæt på, men det alligevel er endt i hjertesmerte, er det nemt at have i baghovedet at man jo kan sparre sig selv en del af smerten ved at blive såret, ved at være den der selv går. Det er så svært at være sårbar og at overgive sit hjerte fuldt og fast til den anden, når frygten for at blive efterladt eller at ens kærlighed bliver misbrugt først har haget sig fast.

Mellem Albie og jeg fungerer tingene godt, når vi er sammen. Men når vi har været fra hinanden i en periode så bliver det svært. Vi kommunikerer ikke særlig godt på skrift. Det er fuldt af misforståelser og talen-forbi-hinanden. Når det løber helt af sporet taler vi gerne i telefon sammen. Han er god og imødekommende, rummende i forhold til mine tanker og følelser, omsorgsfuld og kærlig, undskyldende for at have gjort mig ked af det.. Men jeg er ikke god til afstand. Jeg føler at jeg gør mig meget umage, for at være ligefrem med mine tanker, og at dele mine følelser med ham. At lade ham trøste mig, når tingene er svære, fremfor at søge trøst andre steder. Han har givet udtryk for, at det er det, som han ønsker sig, og derfor har jeg det meget svært ved, at hans egen måde at håndtere det svære på, er at trække sig væk fra mig. Jeg føler, at han gerne vil have, at jeg skal ligge mit hjerte i hans hænder og stole på at han behandler det godt, men uden at han vil/tør agere tilsvarende overfor mig.

 

 

For a reason, for a season

Jeg har svært ved, at så få relationer har langt liv. I de sidste par år har jeg oplevet at komme meget tæt på nogle mennesker, som så er forsvundet igen. Det undrer mig, at relationer er så luftige og kortvarige i vores verden. At venskab ikke er mere stabilt, men at det ofte har samme kortvarighed som en stormende forelskelse. Jeg er med på, at forelskelse og venskab ofte ligner hinanden på den måde, at de har bund i en form for fascination af den anden. Ofte er det en side af os selv, som vi ønsker at udvikle på mere eller mindre bevidst. Men jeg forstår ikke, hvorfor venskab så meget lig forelskelse, oftere fører til at man skilles igen, end at det udvikler sig til reel kærlighed. Jeg kan ihvertfald selv ikke andet, end at elske et menneske, som jeg kommer så tæt på, som jeg for eksempel har været på N og Krølle. Jeg har vundet så meget på, at de har været en del af mit liv, men alligevel er jeg bare nødt til at acceptere, at de ikke ønsker at være det længere. Der er nu gået mere end et halvt år siden N har været i mit liv, og Krølle fade’r også lige så stille ud. Jeg måtte i foråret love ham, at jeg ikke gik nogen steder, men det samme løfte galt tydeligvis ikke ham.

Some people are in your life for a reason, others for a season. Whenever they leave, it might still feel like treason.

Ham og jeg

Ork, satan hvor har jeg sovet ringe i nat. Normalt elsker jeg min vilde udsigt, der strækker sig over kilometer efter kilometer af min smukke by. Men det kan ikke anbefales at bo på tredje sal, når det regner og stormer en hel nat.

Jeg er meget påvirkelig efter en nat, hvor jeg knapt har sovet. Det er nemt at føle mig trist idag. Nemt at være lidt ked af det, og sætte spørgsmålstegn ved alting. Nemt at føle mig lidt alene.

Ift at føle sig alene, så endte jeg faktisk med at snakke med Albie, efter at følelsen ramte mig for nogle uger siden. Jeg valgte at forklare ham, hvordan jeg havde det, og at jeg havde følt mig ensom i hans selskab. Jeg husker hans rynkede bryn, da han kiggede på mig og sagde, at sådan skulle jeg ikke have det. Det hjalp mig at snakke om det. Igen. Hver gang, der har været noget, som har været svært i vores relation har det hjulpet, når jeg har turdet åbne op og snakke med ham om det. Han er intet andet end støttende, spørger mig hvad jeg har brug for, om hvad han kan gøre, og holder om mig. Det er netop det, at de svære ting ikke bliver farlige, selvom jeg er åben om dem, der gør ham til noget særligt for mig. Jeg tænker ikke, at vi er ‘meant to be’, men vi gør begge to en stor indsats for at være sammen med og glæde den anden. Det er i mine øjne langt mere optimalt end nogen sindsyg forelskelse.